I dag var jeg som det ene af to danske Amnesty-medlemmer blevet inviteret til at møde Navinethem “Navi” Pillay i København. Navi Pillay var indtil september 2014 var FNs kommissær for menneskerettigheder og var i sin ogsÃ¥ den første ikke-hvide kvinde, der blev dommer i Sydafrika, udpeget af Nelson Mandela. Ud over mig og et andet Amnesty-medlem var der indbudt repræsentanter fra bl.a. Dansk PEN og Bahrain-gruppen. Mødet fandt sted i Vartov Valgmenighedshus og kom i stand fordi Navi Pillay er i Danmark for at modtage PL-prisen; det skete i gÃ¥r.

Det var en stor ære for mig at være en af dem, der kunne møde hende og det var et rigtig spændende møde; desværre var den anden Amnesty-repræsentant blevet syg sÃ¥ jeg endte med at være den eneste repræsentant for Amnesty Internationals danske afdeling. Vi var et lille forum pÃ¥ 10 mennesker fra danske menneskerettigheds-NGO’er der fik en god snak om de udfordringer, der er pÃ¥ menneskerettighedsomrÃ¥det lige nu og om hvordan NGO’er og FN-systemet bedst kunne udnytte hinanden strategisk. En af initiativtagerne til mødet luftede ideen om en stor workshop om netop dette emne.

Mødet gav mig yderligere stof til eftertanke i arbejdet med at finde ud af hvordan det internationale menneskerettighedsarbejde og den lokale aktivisme i Amnesty International bedst kan hænge sammen. Meget ofte har jeg nemlig oplevet hvordan nogle væsentlige dele af Amnesty Internationals arbejdsområde ikke bliver opfattet som menneskerettighedsbaseret. Det gælder for de myndigheder, vi vil påvirke, og faktisk også for en hel del af vores medlemmer. Hvad har sådan noget som arbejdet mod diskrimination af romaer f.eks. med menneskerettigheder at gøre? spørger nogle desværre. Og lige for tiden er der i det danske samfund en trist tendens til at diskussionerne af behandlingen af flygtninge fra Syrien bliver helt løsrevet fra en forståelse af at dette handler om menneskerettigheder.

Eneste minus ved mødet var for mit vedkommende, at vi fik en stor portion tøsne i Aalborg lige inden flyafgang, så flyet blev forsinket 40 minutter. Jeg måtte tage en taxi ind til Vartov og nåede desværre ikke at få hilst på de andre deltagere – mødet havde været i gang knap en halv time, da jeg dukkede op. Og efter mødet måtte jeg skynde mig for at nå et fly hjem igen til Aalborg, hvor der nu kun var nogle få klatter sne at skue.