En stor tak for os til alle, der kom til dagens demonstration til støtte for civilbefolkningen i Ukraine. Vi talte bagefter med herboende ukrainere, og deres beretninger og de billeder, de viste os, har gjort et stort indtryk på os.
Fotos: Stephanie Nagy, John Ørtoft og Hans Hyttel.
Den 9. november markerede vi igen Krystalnatten i Aalborg.
Den 9. november 1938 markerede Krystalnatten begyndelsen på nazisternes jødeforfølgelser, der til sidst mundede ud i Holocaust. Den 9. november betød et stort tab af frihed for mange mennesker i Tyskland. Millioner af borgere i Tyskland og andre europæiske lande blev myrdet af det nazistiske regime, der 5 år tidligere havde vundet et demokratisk valg og havde brugt det til at afskaffe demokratiet. Det var jøder og romaer og homoseksuelle og handicappede og politiske modstandere, som nazisterne helt systematisk slog ihjel. Det var samtidig en periode i Europas historie, hvor mange lande i stort omfang afviste de mennesker, der var på flugt fra forfølgelse.
Også i dag viser antisemitisme, racisme, homofobi og andre former for intolerance deres grimme ansigt. 2. november i år var der et terrorangreb i Wien i nærheden af byens synagoge. I efteråret 2019 var der et angreb mod synagogen i Halle i Tyskland. I Danmark blev der for et år siden, endda på selve Krystalnatten, begået antisemitisk hærværk mod jødiske begravelsespladser i Randers og i Aalborg. Rundt om i verden bliver intolerante holdninger og politiske beslutninger stadigt mere normaliseret; et helt aktuelt eksempel på dette er de såkaldte “LGBT-frie zoner” i Polen.
Trods pandemi og kulde var fremmødet pænt, da vi mødtes ved 4. Maj-Kollegiet ved siden af den jødiske kirkegård. Der var (ud over fællessang – “Kringsatt av fiender”) to taler ved medlemmer fra Amnesty Internationals gruppe i Aalborg, én ved Hans Hyttel og en anden ved Stephanie Nagy. Stephanies tale gjorde stort indtryk; hendes søster, der bor i USA, er jøde. Samtidig med Stephanies tale dannede vi en beskyttende ring ved muren om den jødiske kirkegård for at vise, at vi alle vil stå sammen i kampen mod antisemitisme og andre former for had og intolerance.
Næste år vil vi føre traditionen videre med at markere Krystalnatten; desværre er der ikke tegn på at det vil være overflødigt.
I dag mindedes vi ofrene for Holocaust med et fakkeltog fra den jødiske kirkegård i Hasserisgade til Synagogegade ved Nytorv, hvor Aalborgs synagoge engang lå. Tak til alle, der var med.
Herunder kan I læse den tale, som blev holdt.
Tale ved fakkeltog til minde om Krystalnatten 9. november 2019
Den 9. november er blevet en vigtig dato i Tysklands historie. I dag for præcis 101 år blev den tyske republik udråbt i Berlin – endda to gange på samme dag Og i dag for 30 år siden, den 9. november 1989, faldt Berlinmuren. Det betød afslutningen på DDR og den omfattende aflytning og undertrykkelse, der fandt sted. Den 9. november betød en ny frihed for mange mennesker i Tyskland.
Men det var også den 9. november 1923 at nazisterne første gang forsøgte at tage magten i Tyskland. Det lykkedes ikke. Men 15 år senere var de ved magten, og i dag for 81 år siden i Tyskland, den 9. november 1938, blev Krystalnatten begyndelsen på de jødeforfølgelser, der til sidst mundede ud i Holocaust. På denne dag i 1938 ødelagde nazisterne næsten 7.500 forretninger ejet af jøder, omkring 200 synagoger blev brændt ned og 400 mennesker mistede livet. Dette var begyndelsen på nazisternes Holocaust, der frem til 1945 kostede millioner af mennesker livet – jøder, romaer, LGBT-personer, handicappede, politiske modstandere og andre, som nazismen havde set sig ond på.
Også i 2019 ser vi antisemitisme, had mod romaer, homofobi og de andre former for had og intolerance, som førte til så meget ondt for 81 år siden. Det er kun således få uger siden, at en nazist forsøgte at begå et attentat mod en synagoge i Halle i Tyskland.
Også andre religiøse samfund bliver ramt af had. I marts i år trængte en højreekstremist ind i en moské i Christchurch i New Zealand og dræbte 49 mennesker, der var samlet til bøn. I april i år omkom mere end 200 mennesker ved bombeattentater mod fire kirker i Sri Lanka.
I Polen vedtog regeringen sidste år en lov, der gør det strafbart at sige, at den polske stat eller den polske nation var med til jødeforfølgelserne under Holocaust. I Tjekkiet og Bulgarien bliver romabørn rutinemæssigt sendt på særlige skoler for udviklingshæmmede; reelt er der tale om en systematisk diskrimination. I bl.a. Sverige og Danmark er der indført såkaldte tiggerlove, der reelt bliver brugt til at ramme romaer. I Rusland er der en lov mod “homoseksuel propaganda”, der bliver brugt til at sende LGBT-aktivister i fængsel, og i Polen kalder nogle lokalsamfund sig for “LGBT-fri områder”.
I en del lande er mere eller mindre åbenlyst nazistiske partier på fremmarch og står bag voldelige overfald og andre hadforbrydelser mod medlemmer af mindretal. Også her i Danmark er der partier med baggrund i nazismen og partier, der taler imod menneskerettighederne.
Men det er ikke menneskerettighederne, der er problemet – tværtimod. Menneskerettighederne blev til, fordi man i 1945 skulle leve med konsekvenserne af den ufattelige menneskelige tragedie, som krystalnatten indvarslede. Det er menneskerettighederne, der minder os om at alle mennesker er født frie og lige i værdigheder og i rettigheder.
I en europæisk undersøgelse fra 2018, sagde 65 procent i Frankrig, at antisemitisme er et meget alvorligt problem. I Tyskland var det 43 procent – men i Danmark var det kun 14 procent, der mente at antisemitisme er et meget alvorligt problem. Den slags bør give anledning til at vi tænker os grundigt om.
Det er desværre blevet almindeligt accepteret at have den holdning, at nogle grupper af mennesker har en eller anden indbygget, medfødt fejl, som gør dem mindre værd. Og derfor skal de så behandles anderledes. De mennesker, der fremfører den slags holdninger, tilhører selvfølgelig aldrig selv den gruppe, og de gør altid et stort nummer ud af at sige ”Jeg er ikke racist, men…” Den slags er ikke anti-racisme, men derimod hvad jeg vil kalde for “ikke-racisme”. Det er ikke andet end et forsøg på at forsyne sig selv med en undskyldning for at være intolerant. Prøv at lægge mærke til hvor meget “ikke-racisme” vi møder derude i vore dage.
Når man tror på menneskerettighederne, der siger at alle mennesker er født frie og lige i rettigheder og værdigheder, da er fordommene forhindringer for at vi kan se netop dét. Vi kan ikke tale negativt om grupper af mennesker uden at det går ud over nogen. Hvis vi tror på menneskerettighederne, er vi nødt til at bekæmpe hadet mod folkegrupper, hvor end vi møder det.
Det var i lige så høj grad ikke-racismen som racismen, der skabte Krystalnatten. Der var tyskere, der måske ikke brød sig om at deres kollegaer og skolekammerater og naboer blev ofre for nazismen, og måske sagde at de ikke brød sig om forfølgelserne, men de gjorde heller ikke noget for at forhindre det. I dag er vi nødt til at gøre noget, så historien aldrig kommer til at gentage sig.
Vi skal bekæmpe antisemitismen, hadet mod romaer, homofobien og alle de andre fordomme, der siger at ikke alle mennesker er lige meget værd uanset religion, oprindelse, seksualitet osv. Kun på dén måde kan vi undgå en ny Krystalnat.
I dag var Mirela og jeg til aktivismedag i Amnesty International. Dagen fandt sted i Odense, og Mirela og jeg havde været med til at arrangere de sammen med Sif (der har et studiejob på sekretariatet) og Cecilia (fra Odense). Denne gang var vi en blanding af oplægsholdere og aktivister fra grupper rundt om i landet.
Vi begyndte dagen med at mindes én, vi alle savner: Linda Jørgensen, der gennem mange år var en vigtig skikkelse i Amnesty International i Odense. Den 2. januar i år mistede hun livet i togulykken på Storebælt. Det er underligt at være til et Amnesty-arrangement i Odense, hvor Linda ikke er med, og det er svært at fatte, at vi aldrig skal se hende igen.
Om eftermiddagen var der et vigtigt punkt om et af de problemer, der optager os. Claus Juul, der er juridisk konsulent på sekretariatet, kom forbi og gav et langt og informativt oplæg om situationen om udrejsecentrene for afviste asylansøgere. Især situationen for børnefamilierne på Sjælsmark udrejsecenter giver anledning til stor bekymring for os.
Dagen sluttede med et punkt om vores aktivismepanel, hvor både Mirela og jeg nu er med. Det er altid godt og inspirerende at møde Amnesty-medlemmer fra andre dele af landet. Trist er det, at menneskerettighederne har så lav status rundt om i verden – og også i Danmark – som tilfældet er, men i Amnesty International er vi optimister: Vi tror på, at vi vil også i fremtiden vil kunne skabe en afgørende forskel gennem vores arbejde.
I dag er det 70 år siden, Verdenserklæringen om menneskerettigheder blev underskrevet i De Forenede Nationer. Hvert år har vi markeret det i Amnesty International; normalt har det været med et fakkeltog, sidste år var det dog dagen for landsindsamlingen. Men i år var vi igen på gaden med fakler. Sidst, i 2016 var der ikke så mange, der deltog. I år var der formodentlig mindst 200 deltagere, og der var denne gang mange flygtninge. Vi havde valgt at sætte særligt fokus på de seneste ugers stramninger af lovgivningen om flygtninge; disse stramninger er endnu et bekymrende tegn på menneskerettighederne i Danmark er under pres. Det var tydeligt, at de deltagere, der er flygtninge, var meget bekymrede og utrygge ved det, der sker lige nu i Danmark.
Der var taler af borgere, der enten selv er kommet til Danmark som flygtninge eller arbejder med flygtninge: Fawaz Alzatto, Khadra Jamal Farah, Rahsa Khalife, Zaynab Ali, Nuuradiin Hussein og Karina Holst. Alle talte om hvor meget de holdt af Danmark, men også om hvor bekymrede de var over at se, hvordan menneskerettighederne er under pres i det land, der er vores alle sammens.
Også jeg holdt en tale som repræsentant for Amnesty International.
Den er her:
I dag, den 10. december, er det 70 år siden, De Forenede Nationer vedtog Verdenserklæringen om Menneskerettigheder. Det grundlæggende princip bag verdenserklæringen bliver klart helt fra starten: Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. Sagt på en anden måde: Menneskerettighederne gælder for alle mennesker, hele tiden. De gælder også for din irriterende kollega, din dumme nabo og dem, du er allermest politisk uenig med. De gælder for de rige og for de fattige, for dem, der tror på noget og dem, der ikke tror på noget, og de gælder for alle, hvor end de kommer fra og hvor end de bor.
Lige siden har Verdenserklæringen om menneskerettigheder været udgangspunkt for international lovgivning på menneskerettighedsområdet, herunder en lang række konventioner, som Danmark har tiltrådt. Samtidig er der dog rundt om i verden mange udfordringer med at overholde og respektere menneskerettighederne.
I Amnesty International er det Verdenserklæringen om Menneskerettigheder, der er vores grundlag. Vi kæmper for at menneskerettighederne skal gælde for alle mennesker, hele tiden. Derfor laver vi kampagner. Derfor går vi på gaden. I marts i år var vi på gaden for at støtte befolkningen i de belejrede byer i Syrien. I november var vi på gaden for at vise vores bekymring over antisemitisme og andre former for intolerance og racisme. Få uger senere var vi på gaden for at støtte kravet om en ændring af den danske lovgivning om voldtægt.
I dag er vi så på gaden igen. Ikke kun for at fejre 70-året for Verdenserklæringen, men desværre også i høj grad for at protestere. For lige nu giver den seneste tids beslutninger fra den danske regering om flygtninge og mennesker på tålt ophold grund til alvorlig bekymring for menneskerettighedernes status i dansk politik og retspraksis.
Den nuværende integrationsydelse, der blev indført i 2015 som et andet ord for halveret kontanthjælp, skifter nu navn og bliver sat endnu længere ned. Formålet er at få mennesker på flugt til at søge hjemrejse, for nu kaldes den lave kontanthjælp for “hjemsendelsesydelse”. Men det er veldokumenteret (og også af os i Amnesty International), at den i forvejen lave økonomiske støtte til mennesker på flugt gør det svært at dække helt grundlæggende behov. Den danske stat hensætter mennesker på flugt i fattigdom, selvom man ved, at det ikke fører til øget beskæftigelse eller styrket selvforsørgelse. “Hjemsendelsesydelsen” kommer først og fremmest til at nedbryde mennesker, som Danmark i stedet burde støtte, ikke mindst hvis målet er, at de rustes til en dag selv at kunne deltage i genopbygningen af deres ofte krigshærgede hjemlande. Når man hører regeringen, er det helt tydeligt, at lovgivningen er bevidst tænkt, så den først og fremmest skal ramme netop mennesker på flugt. Men man må ikke diskriminere (det siger menneskerettighederne nemlig også), så derfor har regeringen måttet lave et krumspring. Det krumspring indebærer at også danske statsborgere, der har opholdt sig i udlandet, skal modtage “hjemsendelsesydelse”, hvis de vender tilbage til Danmark. Hvor de så skal sendes hen, er uklart.
Hele ideen om at flygtninge skal være i Danmark “midlertidigt” bliver et frikort til med fuldt overlæg at skabe de dårligst mulige forhold for mennesker på flugt, og oveni lægger det også op til, at Danmark yderligere vil undergrave retten til at søge familiesammenføring for mennesker på flugt. Fremover skal det nemlig være den til enhver tid siddende minister, som ud fra nogle løst formulerede kriterier afgør, om Danmark skal modtage familiesammenføringer eller ej. Det er en model, der giver en minister myndighed til at træffe vidtgående beslutninger på et vilkårligt grundlag, og det må vi advare mod fra Amnesty International.
Så er der beslutningen om at mennesker på såkaldt “tålt ophold” fra 2021 skal indkvarteres i et udrejsecenter på øen Lindholm i Stege Bugt. Samtidig ønsker regeringen og dens støtteparti at gøre det så vanskeligt som muligt indenfor de gældende internationale regler at forlade øen. I Amnesty International er vi nødt til at spørge regeringen og dens støtteparti om, hvordan man vil kunne respektere de grundlæggende rettigheder i de internationale konventioner, når man med fuldt overlæg i praksis frihedsberøver mennesker, som allerede har afsonet deres fængselsstraf og nu på ubestemt tid bliver afskåret fra at opretholde et familieliv.
Alle de beslutninger, der er tale om her, viser en holdning om at det er ikke meningen, at mennesker, der er flygtet til Danmark, skal integreres i det danske samfund. På denne måde er ordningen om tålt ophold nu blevet en model for hvordan også mennesker med flygtningestatus skal betragtes i Danmark. Det ser ud som om vi er i gang med at skabe “tålt ophold for alle” i form af en lovgivning, der vil føre til at mennesker på flugt kommer til at fremstå som en belastning for samfundet og skal behandles derefter. Dét er helt uforeneligt med menneskerettighedernes ånd. Lad mig nemlig her til sidst minde om artikel 22 i Verdenserklæringen. Dér står der
Enhver har som medlem af samfundet ret til social tryghed og har krav på, at de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, der er uundværlige for hans værdighed og hans personligheds frie udvikling, gennemføres ved nationale foranstaltninger og internationalt samarbejde og i overensstemmelse med hver stats organisation og hjælpekilder.
Med andre ord: Alle, også de mennesker, der er flygtet til Danmark, er medlemmer af samfundet og har de samme rettigheder. Menneskerettighederne gælder for alle mennesker hele tiden.
I dag markerede vi i Amnesty International årsdagen for “Krystalnatten”, der i 1938 blev startskuddet til jødeforfølgelserne i Tyskland. Det er ikke første gang, vi markerer denne tragiske dag, men i år gjorde 80-året dagen særlig vigtig for os. Vi holdt et fakkeltog, der gik fra den jødiske kirkegård ved Hasserisgade til Nytorv, hvor Aalborgs synagoge engang lå. Fremmødet til fakkeltoget var pænt trods regnen.
Den jødiske menighed i Danmark kunne desværre ikke sende en repræsentant, men overbragte en hilsen til os i form af et digt og bad os om at invitere dem igen til næste år; det løfte vil vi selvfølgelig holde.
Jeg holdt en tale ved afslutningen af fakkeltoget. Desværre blev min tale afbrudt af tilråb fra en fremmødt mand, der højlydt tilkendegav sin voldsomme utilfredshed og fortsatte hermed under hele resten af arrangementet. Man må gerne være uenig i en tale, men jeg synes at det er taktløst at afbryde en taler på denne måde. Jeg følte mig overrumplet og bad om at få lov at holde min tale færdig. Men han blev ved med at afbryde mig højlydt. Det var en meget ubehagelig situation af en slags, som jeg ikke er vant til.
Herunder er den tale, jeg holdt. Den er helt bevidst i forlængelse af den gode tale, Alan Melchior fra den jødiske menighed i Danmark holdt, da han besøgte os i 2015, og den tager helt direkte udgangspunkt i de bekymringer, vi i Amnesty International giver udtryk for i vores seneste årsrapport.
Den 9. november er blevet en vigtig dato i Tysklands historie. I dag for præcis 100 år blev den tyske republik udråbt i Berlin – endda to gange på samme dag Og i for 29 år siden, den 9. november 1989, faldt Berlinmuren. Det betød afslutningen på DDR og den omfattende aflytning og undertrykkelse, der fandt sted. Den 9. november betød en ny frihed for mange mennesker i Tyskland.
Men det var også den 9. november 1923 at nazisterne første gang forsøgte at tage magten i Tyskland. Det lykkedes ikke. Men 15 år senere var de ved magten, og i dag for 80 år siden i Tyskland, den 9. november 1938, blev Krystalnatten begyndelsen på de jødeforfølgelser, der til sidst mundede ud i Holocaust. På denne dag i 1938 ødelagde nazisterne næsten 7.500 forretninger ejet af jøder, omkring 200 synagoger blev brændt ned og 400 mennesker mistede livet. Dette var begyndelsen på nazisternes Holocaust, der frem til 1945 kostede millioner af mennesker livet – jøder, romaer, LGBT-personer, handicappede og andre.
Også i 2018 ser vi antisemitisme, had mod romaer, homofobi og de andre former for had og intolerance, som førte til så meget ondt for 80 år siden.
Det er kun få dage siden, at 11 mennesker blev dræbt i en synagoge i USA. I Polen vedtog regeringen i år en lov, der gør det strafbart at sige, at den polske stat eller den polske nation var med til jødeforfølgelserne under Holocaust. I Tjekkiet og Bulgarien bliver romabørn rutinemæssigt sendt på særlige skoler for udviklingshæmmede; reelt er der tale om en systematisk diskrimination. I bl.a. Sverige og Danmark er der indført såkaldte tiggerlove, der reelt bliver brugt til at ramme romaer. I Rusland er der en lov mod “homoseksuel propaganda”, der bliver brugt til at sende LGBT-aktivister i fængsel, og i Tjetjenien er over 100 LGBT-personer blevet dræbt.
Også Europas muslimer oplever intolerance og love, der reelt kun er rettet mod dem. I Schweiz vedtog man i 2015 et forbud mod at opføre minareter, og i nogle lande, bl.a. Frankrig, er der nu et vidtgående forbud mod tildækning.
Alle de grupper af mennesker, jeg her har nævnt, bliver omtalt med en stadigt mere negativ sprogbrug i den offentlige debat. I en del lande er mere eller mindre åbenlyst nazistiske partier på fremmarch og står bag voldelige overfald og andre hadforbrydelser mod medlemmer af mindretal. Også her i Danmark er der partier med baggrund i nazismen og partier, der taler imod menneskerettighederne. Senest har vi i denne uge hørt en fremtrædende dansk socialdemokrat udtale, at menneskerettighederne var et problem for Danmark.
Men det er ikke menneskerettighederne, der er problemet – tværtimod. Menneskerettighederne blev til, fordi man i 1945 skulle leve med konsekvenserne af den ufattelige menneskelige tragedie, som krystalnatten indvarslede. Det er menneskerettighederne, der minder os om at alle mennesker er født frie og lige i værdigheder og i rettigheder.
Det er desværre blevet almindeligt accepteret at have den holdning, at nogle grupper af mennesker har en eller anden indbygget, medfødt fejl, som gør dem mindre værd. Og derfor skal de så behandles anderledes. De mennesker, der fremfører den slags holdninger, tilhører selvfølgelig aldrig selv den gruppe, og de gør altid et stort nummer ud af at sige ”Jeg er ikke racist, men…” Den slags er ikke anti-racisme, men derimod hvad jeg vil kalde for “ikke-racisme”. “Ikke-racisme” er ikke andet end et forsøg på at forsyne sig selv med en undskyldning for at være intolerant og opfordre til diskrimination. Prøv at lægge mærke til hvor meget “ikke-racisme” vi møder derude i vore dage.
Nogle mennesker vil sige at det, jeg giver udtryk for her, er ”politisk korrekt” og urealistisk og naivt, men hvad godt bringer fordommene? Hvis vi tror på menneskerettighederne, der siger at alle mennesker er født frie og lige i rettigheder og værdigheder, så er fordommene forhindringer for at vi kan se netop dét. Hvis der er noget, der er naivt, er det at tro, at man kan tale negativt om grupper af mennesker uden at det går ud over nogen. Hvis vi tror på menneskerettighederne, er vi nødt til at bekæmpe hadet mod folkegrupper, hvor end vi møder det.
Det var i lige så høj grad ikke-racismen som racismen, der skabte Krystalnatten. Der var tyskere, der måske ikke brød sig om at deres kollegaer og skolekammerater og naboer blev ofre for nazismen, og måske sagde at de ikke brød sig om forfølgelsene, men de fleste af dem gjorde heller ikke noget for at forhindre det. I dag er vi nødt til at gøre noget, så historien aldrig kommer til at gentage sig.
Vi er nødt til at bekæmpe antisemitismen, hadet mod romaer, homofobien og de andre fordomme, der siger at ikke alle mennesker er lige meget værd. Kun på dén måde kan vi undgå en ny Krystalnat.
Amnesty International i Aalborg har haft lokaler i Danmarksgade 7 siden september 2010, men her i foråret fik vi at vide at vi ville blive nødt til at flytte. I løbet af august har vi pakket vore ting sammen, og i dag tog vi det sidste ryk. På mandag den 14. august flytter vi til de nye lokaler i Jernbanegade 23, 1. sal – under 100 meter fra Danmarksgade 7. De nye lokaler er større end de gamle, og selv om der er et vist vemod forbundet med at forlade de gamle lokaler, ser vi frem til at kunne etablere os i Jernbanegade, og vi glæder os til at møde jer alle dér inden så længe.
Moving in progress,
Activists of Amnesty Aalborg and Amnesty AAU has gathered already 250 signatures and messages in Aalborg to our local politicians. We want them to share our support for 500 quota refugees that Denmark has refused to take in.
Help us reach 500 by the end of April by joining our activist team at (beactive@amnesty-aalborg.dk) or sharing the online petition: http://amnesty.dk/emner/flygtninge/flygtninges-rettigheder/kvinderpaaflugt#det-kan-du-goere
Share this message and let’s show them that people of Aalborg are in solidarity with refugees! #rettilsikkerhed
250 underskrifter!!! 🙂
Hvert år fejrer vi den internationale menneskerettighedsdag, som er den 10. december. I år har vi i Amnesty International særligt fokus på flygtninges menneskerettigheder, og derfor var vi gået sammen med Oxfam Ibis, Dansk Flygtningehjælp, Internationalt Forum, den lokale Aalborg-forening Asylforum og aktivitetshuset 1000fryd om at arrangere et fakkeltog. Det fulgte op på vores to tidligere folkevandringer for en ordentlig behandling af flygtninge i oktober 2015 og juni i år.
Denne gang var det vores særlige fokus at appellere til verdens regeringer – og her specielt, fordi vi er i Danmark, til den danske regering – om at finde en fælles løsning på den store humanitære krise, der har drevet millioner af mennesker på flugt fra især borgerkrigen i Syrien.
På Nytorv havde vi sat 200 små “minitelte” op med lys i for at minde om at 86% af alle verdens flygtninge opholder sig i nærområderne, dvs. et naboland til det land de er flygtet fra – og mange af dem bor i lejre.. Derefter gik vi sammen til Nordkraft. Her var der en tale med Fawaz Alzatto, der bor i Hobro, er aktiv i Venligboerne og er flygtning fra Syrien. Så fortalte og Søren Bruun Jensen, der ud over at arbejde med asylansøgere også skriver sange. Og endelig kom Signe Lindstrøm fra Asylforum og holdt en tale og fik os til at synge en fælleskanon.
Til allersidst samlede vi underskrifter for at appellere til den danske regering om at tage imod 500 UNHCR-flygtninge, sådan som Danmark ellers altid har haft en mangeårig praksis for at gøre.
KO-gruppen særligt Hans havde planlagt at vi skulle til Egholm hvor vi hver især ville have en dejlig VEGANSK ret med til at holde et sammenskudsgilde som
KO-gruppen og vores Amnesty samt andre venner. Det viste sig endnu engang at vejret ikke var med os (det har buldret og braget, og der er MEGET MERE på vej) så istedet mødtes de af os, der nu kunne i vores fine lokaler, valgte en film ud af mange og spiste en masse salat og kager. Så på den måde markerede vi at vi i lokalgruppen er også glade for hinanden, kage og ikke mindst social hygge ! 😀 i alt blev vi 6 til denne sammenskudsgilde !
Snart vil der komme flere af denne slags stunder…
Her er få billeder fra denne hyggelige søndag, der snart står ned i stænger.
HUSK Café Human Rights den 7/9 og Aktivistmøde den 13/9 – begge kl. 19 endvidere er der også det fine Mød Verden på lørdag fra kl. 12-17 i Karolinelund, se mere på www.moedverden.dk