Her til aften holdt vi Fællesspisning for folkeretten på Studenterhuset i Aalborg. Dette var et samarbejde med Mellemfolkeligt Samvirke, Oxfam Ibis og den palæstinensiske menneskerettighedsorganisation al-Haq. Formålet var at gøre opmærksom på det sagsanlæg, Amnesty og de tre andre organisationer er i gang med mod den danske stat.
Danmark lever ikke op til sine internationale forpligtelser i form af FNs våbenhandelstraktat og EU’s fælles regler for våbeneksport, når de danske myndigheder fortsat tillader både direkte og indirekte eksport af våben til Israel. Sagsanlægget skal stoppe dansk våbeneksport til Israel.
International lov forpligter nemlig Danmark til ikke at eksportere militært udstyr til krige og konflikter, hvor udstyret risikerer at blive anvendt i strid med menneskerettighederne og den humanitære folkeret.
Generalsekretær Vibe Klarup fortalte om sagsanlægget, og bagefter gav Khaled, Ashraf og Dave, der har henholdsvis palæstinensisk og israelsk baggrund, deres personlige vinkel på det, der sker i Israel og Palæstina nu og den diskrimination, som palæstinenserne er udsat for. Der var en stor og velsmagende buffet fra den aalborgensiske restaurant Mhanna, og der var småkager, te og kaffe. Aftenen sluttede med at Ihab Bishara Lolas, der er en erfaren og dygtig lokal oud-musiker, akkompagnerede tre unge kvinders bud på fortolkninger af kendte sange fra Palæstina.
En stor tak for os til alle, der kom til dagens demonstration til støtte for civilbefolkningen i Ukraine. Vi talte bagefter med herboende ukrainere, og deres beretninger og de billeder, de viste os, har gjort et stort indtryk på os.
Fotos: Stephanie Nagy, John Ørtoft og Hans Hyttel.
I dag var der aktionsdag for de syriske flygtninge. I 22 byer rundt om i Danmark samledes vi for at protestere mod fratagelsen af opholdstilladelser til mennesker på flugt fra Syrien. På Nørresundby torv var vi samlet; der var taler ved Fawaz Alzatto og en repræsentant for Amnesty International. Vores budskab til alle er at
Det er helt uforsvarligt at ville sende flygtninge til Syrien. Før der er sikkert, før der er sket fundamentale, stabile og varige ændringer, skal ingen vende tilbage.
Danmark skal ikke foretage udsendelser til Syrien eller presse nogen til at udrejse ’frivilligt’.
Danmark skal følge anbefalingerne fra FN og EU og ikke gå enegang ift. Syrien
Danmark skal være et sikkert og trygt sted for mennesker på flugt.
Danmark skal være et land, man kan regne med. Det her handler om mennesker og menneskers værdighed.
Til sidst dannede vi en menneskekæde ved det gamle rådhus.
Endnu engang skulle Amnesty Internationals danske landsmøde holdes på Zoom. Vi længes efter at kunne mødes igen på Nyborg Strand, men det skulle heller ikke ske i år.
I den kommende tid bliver det andre mennesker, der kommer til at stå i spidsen for Amnesty International.
Det kom som et chok for os, at generalsekretær Trine Christensen pludselig stopper efter fem år. Beslutningen, der er hendes egen, blev taget for ganske nylig og for de allerfleste mødedeltageres vedkommende var det her, man først fik det at vide. Vi kommer til at savne Trine og alt det, hun har gjort for Amnesty International i Danmark, og vi var kede af ikke at kunne tage personligt afsked med hende.
Hovedbestyrelsens leder, Oliver de Mylius, forlader os også, men det skyldes at han falder for 6-års-reglen og ikke kan genopstille.
Noget af det, der bekymrer os rigtig meget for tiden, er den danske regerings beslutning om at ville tage opholdstilladelsen fra syriske flygtninge fra Damaskus-regionen. Til mødet fremsatte hovedbestyrelsen derfor et forslag til udtalelse baseret på et oprindeligt udkast fra koggruppen i Aalborg og eventyrgruppen i København. Der var kun få og små forslag til ændringer af udtalelsen i arbejdsgruppen. Den blev vedtaget enstemmigt.
Her er den.
Udtalelse fra Amnesty Internationals danske landsmøde 24. april 2021
Vi ser med stor bekymring på den danske regerings beslutning om at ville revurdere de omkring 900 sager, der vedrører syriske flygtninge, der i sin tid fik beskyttelse i Danmark på grund af den generelle vold i Damaskus og dens region.
Pr. 1. april 2021 har 380 syrere fået inddraget – eller fået nægtet forlængelse på deres opholdstilladelse i Udlændingestyrelsen. Per 1. marts har 22 syriske flygtninge fået inddraget deres opholdstilladelse – eller ikke fået fornyet deres ophold ved Flygtningenævnet, som er den sidste appelmulighed i Danmark. Vi ved, at 34 syriske flygtninge og asylansøgere, der ikke har fået asyl, står i en såkaldt udsendelsesposition.
Udlændingestyrelsen har i en rapport fra februar 2019 vurderet, at situationen i og ved Damaskus er tilpas forbedret til, at man kan inddrage syriske flygtninges opholdstilladelser og sende dem tilbage. En rapport, som i denne uge blev stærkt kritiseret af nationale og internationale forskere og eksperter, der ikke kan se deres udtalelser afspejlet i rapporten.
Vurderingen af, at Damaskus og dens region er sikker og derfor gør tilbagesendelse forsvarlig, er Danmark ene om. Ikke kun Amnesty International men også blandt andre FN’s Flygtningehøjkommissariat er bekymret over udviklingen i den danske praksis. Danmark er det eneste land i Europa, der har besluttet at fratage flygtninge fra Syrien deres opholdstilladelser og forsøge at presse dem til at tage tilbage til Syrien.
Det danske udenrigsministerium har ikke nogen rejsevejledning til Syrien, men henviser i stedet til andre landes rejsevejledninger. Alle disse rejsevejledninger har en ting til fælles: de fraråder alle borgere fra deres land at rejse til Syrien og man opfordrer indtrængende de borgere der opholder sig i Syrien, til at forlade Syrien så hurtigt som muligt. De danske myndigheder vurderer heller ikke, at deres egne medarbejdere kan opholde sig i Damaskus-området. Den danske ambassade i Damaskus er således lukket, og man henviser til ambassaden i Beirut af sikkerhedsårsager. Regeringen har ved flere anledninger udtalt, at Danmark – af udenrigspolitiske årsager – ikke vil samarbejde med Assad-regimet.
Det er derfor desto mere påfaldende og forkasteligt, at de danske myndigheder nu fratager borgere deres opholdstilladelse og beskyttelse i Danmark og forsøger at presse dem til “frivilligt” at udrejse til Syrien.
Inddragelsen af opholdstilladelserne har voldsomme konsekvenser for det enkelte menneske, der bliver berørt. Ellers velfungerende borgere skal forlade deres arbejde eller den uddannelse, de er i gang med, og sendes til et udrejsecenter. Her kan de hverken arbejde eller gå i skole og kan risikere at sidde i en ’standby-position’ i årevis.
Alt hvad vi ved om disse udrejsecentre, er, at det ender med at dehumanisere de mennesker, der bor der. I en del tilfælde er det ikke kun selve den enkelte, der mister sit opholdsgrundlag, der bliver berørt. Familier vil blive splittet; nogle medlemmer af familien vil kunne blive i Danmark, men hvad konsekvenserne vil være for dem, der nu forsøges presset til at udrejse til Syrien, er ikke klart.
Amnesty International har i årevis dokumenteret alvorlige krænkelser af menneskerettighederne, såsom vilkårlige fængslinger, tortur og mishandling, tvungne forsvindinger og henrettelser. Syrere, der vender tilbage til Damaskus og dens region, kan risikere alvorlige krænkelser af menneskerettighederne, også selvom alle deres papirer er i orden.
Overgrebene kan ramme alle, da de er meget vilkårlige og vi ser det som brud på international lov, hvis den danske regering presser syrere tilbage. Selvom Danmark ikke udviser syrerne med tvang på nuværende tidspunkt, frygter vi, at de danske myndigheder vil tage alle midler i brug (blandt andet frihedsberøvelse) for at ’motivere’ syrerne til at vende tilbage til Syrien ’frivilligt’.
Amnesty Internationals landsmøde udtrykker sin store bekymring over den danske regerings beslutning.
Den er i strid med internationale anbefalinger og ser stort på centrale menneskerettigheder som retten til et familieliv og retten til beskyttelse mod forfølgelse. Vi opfordrer på det kraftigste den danske regering til at stoppe sin enegang og til ikke at inddrage syriske borgeres opholdstilladelser.
Fotos: Hans Hyttel (1-3), Mathias Hjort Jensen (4)
Den 4. april blev den jødiske kirkegård i Aalborg udsat for hærværk af en nazistisk gruppering. I dag markerede vi i Amnesty International vores modstand mod antisemitisme og de andre manifestationer af had, der nærede nazismen, med en demonstration, hvor vi først samledes ved 4. maj-kollegiet (hvis beboere er efterkommere af danske modstandsfolk) og derefter gik hen til den jødiske kirkegård ved siden af kollegiet.
En stor tak til alle, der deltog.
Vi holdt to taler. Dem bringer vi her.
For et halvt år siden, den 9. november 2020, stod vi her sidst. Dengang mindedes vi krystalnatten, den forfærdelige dag i 1938, der blev begyndelsen på Holocaust.
Antisemitismen og alle de andre former for intolerance, der nærede nazismen og blev næret af nazismen, findes stadig. Ude på Internettet vrimler det med antisemitisme, racisme, had til romaer, homofobi og transfobi. I sidste uge kunne man læse en aviskronik, hvor en forsker påviste at holocaustbenægtelsen findes derude på de sociale medier, men at den nu er pakket ind i noget, som nogen kalder for “humor” og memes.
For kun et par uger siden kunne vi læse en skræmmende nyhed: Nogen stod bag antisemitisk hærværk her, hvor vi står i dag.
Derfor står vi her igen i dag – for også nu skal det siges: Dette skal stoppes!
Vi har alle et ansvar for at standse intolerancen og for ikke gå dens ærinde. Vi skal sige fra, når vi ser hadet, og vi har som mennesker en pligt til at tale for de rettigheder, som alle mennesker har og vi som mennesker selv regner med at kunne have.
Noget af det, man ofte husker Danmark for, er hvordan danske borgere, der ikke var jøder, hjalp deres landsmænd, der var jøder, med at flygte til Sverige under den tyske besættelse. På den måde blev størstedelen af det jødiske samfund i Danmark skånet for den forfærdelige skæbne, der ramte de fleste andre jødiske samfund i Europa.
Der er desværre også en anden del af historien om Danmarks adfærd under nazismen. De danske myndigheder udviste flygtninge fra Tyskland tilbage til Tyskland i årene op til besættelsen, vel vidende hvordan forholdene var under nazismen. Mange af de tyske borgere, der blev sendt retur, blev ofre for den forfølgelse, der fandt sted.
Begge de dele af Danmarkshistorien – Danmarks bedste side og Danmarks værste side – er vi forpligtet til at tage på os, også nu i foråret 2021. Også nu skal vi sige
Aldrig mere en Krystalnat! Aldrig mere skal mennesker forfølges eller sendes tilbage til forfølgelse! Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og i rettigheder – menneskerettighederne gælder for alle!
Den første tale fra demonstrationen 16. april 2021.
Shabbat Shalom / Gut Shabbos
I aften står vi sammen ved den jødiske begravelsesplads. Vi stod her på Krystalnatten sidste år ligeledes med ryggen mod begravelsespladsen og ansigtet rettet ude mod verdenen, som en symbolsk beskyttelse af de jødiske borgeres grave, grave der blev vandaliseret i 2019. Som I nok har set i TV2 Nord, skete der igen hærværk her på den sidste nat af den jødiske højtid, Pesach (på engelsk Passover). Vi sætter vores lid til, at politiet retsforfølger de ansvarlige. En 28-årig mand er blevet anholdt.
Shabbat. Fra en time før solnedgang fredag aften til lørdag aften, når det er blevet så mørkt, at man kan se tre stjerner på himlen, er det shabbat, den ugentlige jødiske hviledag. For mange jøder er begyndelsen på denne særlige dag, shabbat, en lejlighed til at mødes med familie eller venner og spise et godt måltid. Vi er her for at markere et rungende nej til antisemitisme, på det seneste manifesteret her af Nordfront, en gruppe der bruger racistisk, haderetorik i deres propaganda.
Til jer siger jeg: Shabbat shalom eller Gut Shabbos. Jeg ønsker jer fred, tryghed og velvære til shabbat. Dette kan opleves i stærk kontrast til, hvordan Nordfront på deres hjemmeside beskrev deres eget hærværk, hvilket i dette tilfælde er en vanhelligelse af de dødes gravsteder: ”Aktivister fra Den Nordiske Modstandsbevægelse gennemførte i weekenden en oplysningsaktion i flere byer, for at gøre folk opmærksomme på jødernes fremmede skikke.”
Læg især mærke til den udpegning af jøderne, som nogen der praktiserer fremmede skikke. Med Nordfronts ord er jøderne ikke danskere, men de fremmede.
Hvordan vanhelligede Nordfront det sted, hvor de døde skal huskes og udviste deres afsky for danske jøder? De kastede rød maling på muren, smed to dukker overmalet med rød maling ind på begravelsespladsen og fortovet og satte flyers op på muren med en antisemitisk tekst samt angav sig som afsender. Teksten fremstillede absurde myter om jøder som en bestialsk race, med deres fortidige matzebrød bagt med menneskeblod og massedrab af børn i forbindelse med deres bolsjevikiske revolution i det ældgamle Egypten. Vi har hørt denne antisemitiske retorik før. Dæmonisering af jøderne, som en slags vampyrer og den obligatoriske påstand om, at alle jøder over en kam er bolsjevikker. Forrykt, tænker jeg og overvældes af stærkt ubehag.
Disse billeder og hele scenariet har vækket forskellige følelser i mig: vrede, sorg og væmmelse. En tanke har også strejfet mig: De mennesker, der har udført hærværket, er dumme ballademagere, hvordan kan vi tage dem alvorligt? Men deres handlinger er ikke i flæng, men gemene og feje, udført i ly af natten – dog virker de truende. Nordfront udtrykker ikke kun antisemitisme og racisme, men ligeledes at de har magt og vil bruge den i sagens tjeneste. De ønsker at skabe frygt.
Her står vi så, uden at vakle. Vi ønsker at bakke op om menneskets ret til at have sin egen overbevisning, og sin ret til frit at vælge og skifte religion. Så længe dette sker uden at chikanere eller true andre.
Til slut vil jeg inddrage den østrigskfødte, jødiske filosof Martin Buber, der døde i 1965. Meget forenklet mente han, at menneskets hele livsverden består af relationer, fordi mennesket altid er i relationer. Det er relationen mellem mennesker, der definerer, hvem mennesket er. Vejen ud af/væk fra racisme og antisemitisme er en lang, sej rejse. Men Buber peger på vigtigheden af relationer som en mulig vej. At være nysgerrige over for andre mennesker, at lære og arbejde sammen med mennesker af mange trosretninger og herkomst og at lære mennesker at kende, der beriger os med andet og noget mere, end vi er vokset op med. Fokus på mellemmenneskelige relationer kan formindske et ”dem og os”, der skaber afstand og splittelse – og danne en verden – et Danmark, der i højere grad bygges på lighed, forståelse og empati samt en fælles sameksistens for alle.
Om ikke så længe bliver det hviledagen, shabbat. Selv om denne begravelsesplads er blevet vanhelliget, ønsker jeg inderligt, at de døde herefter kan hvile i fred fra antisemitisk vandalisme.
Shabbat shalom til jer alle. Tak, fordi I kom i aften.
Den anden tale fra demonstrationen 16. april 2021.
Den 9. november markerede vi igen Krystalnatten i Aalborg.
Den 9. november 1938 markerede Krystalnatten begyndelsen på nazisternes jødeforfølgelser, der til sidst mundede ud i Holocaust. Den 9. november betød et stort tab af frihed for mange mennesker i Tyskland. Millioner af borgere i Tyskland og andre europæiske lande blev myrdet af det nazistiske regime, der 5 år tidligere havde vundet et demokratisk valg og havde brugt det til at afskaffe demokratiet. Det var jøder og romaer og homoseksuelle og handicappede og politiske modstandere, som nazisterne helt systematisk slog ihjel. Det var samtidig en periode i Europas historie, hvor mange lande i stort omfang afviste de mennesker, der var på flugt fra forfølgelse.
Også i dag viser antisemitisme, racisme, homofobi og andre former for intolerance deres grimme ansigt. 2. november i år var der et terrorangreb i Wien i nærheden af byens synagoge. I efteråret 2019 var der et angreb mod synagogen i Halle i Tyskland. I Danmark blev der for et år siden, endda på selve Krystalnatten, begået antisemitisk hærværk mod jødiske begravelsespladser i Randers og i Aalborg. Rundt om i verden bliver intolerante holdninger og politiske beslutninger stadigt mere normaliseret; et helt aktuelt eksempel på dette er de såkaldte “LGBT-frie zoner” i Polen.
Trods pandemi og kulde var fremmødet pænt, da vi mødtes ved 4. Maj-Kollegiet ved siden af den jødiske kirkegård. Der var (ud over fællessang – “Kringsatt av fiender”) to taler ved medlemmer fra Amnesty Internationals gruppe i Aalborg, én ved Hans Hyttel og en anden ved Stephanie Nagy. Stephanies tale gjorde stort indtryk; hendes søster, der bor i USA, er jøde. Samtidig med Stephanies tale dannede vi en beskyttende ring ved muren om den jødiske kirkegård for at vise, at vi alle vil stå sammen i kampen mod antisemitisme og andre former for had og intolerance.
Næste år vil vi føre traditionen videre med at markere Krystalnatten; desværre er der ikke tegn på at det vil være overflødigt.
Jeg har været med til landsmødet i Amnesty Internationals danske afdeling i mange år; jeg har kun været forhindret to gange, og jeg har altid set frem til muligheden for at være sammen med andre menneskerettighedsaktivister fra resten af landet og gæster fra afdelinger i andre lande. Landsmødet på Hotel Nyborg Strand er både vores øverste besluttende myndighed, en enestående mulighed for erfaringsudveksling og rammen om workshops, foredrag og film med fokus på menneskerettighederne.
I foråret 2020 er alt pludselig blevet anderledes. Landsmødet, der skulle finde sted i denne weekend i de vante rammer, blev aflyst. Men der er stadig brug for at diskutere og siden godkende regnskab og beretning og for at vælge en ny hovedbestyrelse.
Derfor blev vi indkaldt til et landsmøde via Zoom og med afstemning over nettet. Jeg var blevet udpeget som election officer med det ansvar, at jeg skulle læse beskrivelsen af afstemnings-opsætningen igennem for at kunne sikre os at den var forsvarlig med hensyn til databeskyttelse mm. Det vurderede jeg, at den er.
Amnesty Internationals fokus er med kort varsel blevet ændret til at fokusere på de akutte menneskeretslige udfordringer, COVID-19-pandemien har bragt med sig og som vi skal forholde os til. Dels er der hele udfordringen med at mennesker, der i forvejen er særligt udsat for menneskerettighedskrænkelser nu bliver endnu mere udsatte, dels er der de retspolitiske udfordringer med alle de særlove, der der blevet indført og som begrænser borgeres frihed i stort omfang. Disse love giver mening lige nu, men man kan frygte, at nogle magthavere “glemmer” at trække dem tilbage igen en dag.
Også internt påvirker COVID-19-pandemien vores arbejde. Hele diskussion om Amnesty Internationals strategi i de kommende år er vigtig, men den internationale generalforsamling, hvor den nye strategi skal fastlægges, kan ikke afholdes som planlagt på grund af pandemien.
I dette forår vil vi kæmpe for at alle samvittighedsfanger rundt om i verden, der er i risikogrupperne for COVID-19, bliver løsladt øjeblikkelig – denne kampagne sker under hashtagget #freePOC.
Zoom-landsmødet fandt sted her til formiddag, og da vi var flest, var vi 65 deltagere – med en enkelt gæst fra udlandet, nemlig Anne Marie fra den norske afdeling. Der var nogle tekniske problemer i starten og jeg mistede selv forbindelsen til mødet kortvarigt flere gange. Alligevel lykkedes det os at gennemføre et møde med vigtige og gode diskussioner, og på mange måder blev det faktisk godt på de præmisser, vi var mødt til at anlægge. Tak til vores sekretariat og hovedbestyrelse for at have gjort et stort og grundigt forarbejde siden den 10. marts.
Nogle ting savnede vi selvfølgelig. Hele den sociale dimension, og ikke mindst glæden ved gensynet med dem, vi ikke ser så tit, måtte vi undvære. På landsmøderne er der tit nye ansigter, der har været medlemmer i et stykke tid men her møder Amnesty Internationals fællesskab for første gang. Dem var der ikke mange af i dag på Zoom.
Jeg ved, at vi alle håber at kunne mødes igen rigtigt, ansigt til ansigt, i 2021 på Hotel Nyborg Strand.
I dag var Mirela og jeg til aktivismedag i Amnesty International. Dagen fandt sted i Odense, og Mirela og jeg havde været med til at arrangere de sammen med Sif (der har et studiejob på sekretariatet) og Cecilia (fra Odense). Denne gang var vi en blanding af oplægsholdere og aktivister fra grupper rundt om i landet.
Vi begyndte dagen med at mindes én, vi alle savner: Linda Jørgensen, der gennem mange år var en vigtig skikkelse i Amnesty International i Odense. Den 2. januar i år mistede hun livet i togulykken på Storebælt. Det er underligt at være til et Amnesty-arrangement i Odense, hvor Linda ikke er med, og det er svært at fatte, at vi aldrig skal se hende igen.
Om eftermiddagen var der et vigtigt punkt om et af de problemer, der optager os. Claus Juul, der er juridisk konsulent på sekretariatet, kom forbi og gav et langt og informativt oplæg om situationen om udrejsecentrene for afviste asylansøgere. Især situationen for børnefamilierne på Sjælsmark udrejsecenter giver anledning til stor bekymring for os.
Dagen sluttede med et punkt om vores aktivismepanel, hvor både Mirela og jeg nu er med. Det er altid godt og inspirerende at møde Amnesty-medlemmer fra andre dele af landet. Trist er det, at menneskerettighederne har så lav status rundt om i verden – og også i Danmark – som tilfældet er, men i Amnesty International er vi optimister: Vi tror på, at vi vil også i fremtiden vil kunne skabe en afgørende forskel gennem vores arbejde.
I fredags fik vi at vide, at en af de omkomne i togulykken den 2. januar 2019 var Linda Jørgensen. Linda var kontaktperson for Amnesty International i Odense og var en utrættelig, dygtig og inspirerende person, som vi i Amnesty i Aalborg holdt meget af. Hendes gode humør og store engagement var en inspiration for os.
Ideen om at lade 10. december-arrangementet i 2018 siden sætte fokus på de nye lovindgreb mod flygtninge kom fra Amnesty-gruppen i Odense og fra Linda.
Fra Amnesty i Aalborg vil vi gerne sende Amnesty-gruppen i Odense vores varmeste tanker. Det bliver ikke det samme uden Linda i vores aktiviteter i Amnesty International, men vi vil alle gøre alt, hvad vi kan, for at føre ånden i hendes gode og store indsats for menneskerettighederne videre. Det har været en stor glæde for os at have kendt hende og lavet aktiviteter sammen med hende og de andre fra Odense.
Lørdag den 9. december havde Amnesty International sin årlige landsindsamling. Første gang var sidste år. I år var der lokale koordinatorer over hele landet. I Aalborgs midtby var det mig. Så denne gang var det for én gangs skyld ikke mig, der var ude at samle ind, men mig, der sammen med mine Amnesty-kolleger i Aalborg var med til at udlevere indsamlingsbøtter (for dem, der ikke allerede havde fået dem med posten) og tage imod indsamlingsbøtterne igen, når indsamlerne vendte tilbage om eftermiddagen.
Det var en god oplevelse for mig og de andre, der også hjalp med at løfte opgaven – ikke mindst selve mødet med alle de mange indsamlere. Der er mange forskellige mennesker med meget forskellige baggrunde, der samler ind. Mange af dem takkede os for vores indsats, men vi takkede også dem for deres store ihærdighed og vilje til at bruge en kold decemberdag på at skaffe midler til arbejdet for de menneskerettigheder, der i disse år er under pres som de ikke har været det længe.
